30. maj 2012

Fra jungle til foto-messe

Nedstyrtet fly midt i junglen!

Jeg er tilbage fra junglen, og kan slet ikke vente med at vise lidt billeder fra Beyond The Ultimate Jungle Ultra! Så mens jeg venter i Cusco lufthavn, kan jeg lige nå at uploade et par stykker:


Mens jeg ventede på løbere nede ved floden, kom de lokale børn ned og betragtede mig med nysgerrighed. I anledning af løbet, som kom gennem deres landsby (Huacaria) var de klædt i traditionelt tøj.

Yngste deltager i løbet var David fra Danmark - han gennemførte løbet sammen med to andre danskere, samt løbere fra England, skotland, Irland, Sydafrika, USA og Canada!

Løbet var et etape-løb på 7 dage + en hviledag, hvor deltagerne kom igennem tæt jungle, krydsede floder og oplevede fantastiske møder med lokal kultur! Ialt løb de over 230 km. !!! Jeg fulgte løberne i 4x4 bil, indtil den ikke kunne køre længere, og så var det ellers 14-20 km. til fods gennem spændende terræn! Jeg bar min trofaste Lowepro Technical Vest + Lowepro Photo Sport 200 AW rygsækken med mig hele vejen igennem løbet. Jeg var hyret af arrangørerne bag løbet; Beyond The Ultimate, og skal nu lave gallerier til deres hjemmeside.

Der var floder overalt i junglen! Nogle af dem med en rivende strøm!

FOTO-MESSE I CITY 2
Lørdag d. 2. juni skal jeg holde foredrag ved fotomessen i City 2 - jeg når lige at lande før jeg står på scenen, og fortæller om det at fotografere action, og i særdeleshed kreativ brug af flash i dagslys. Jeg regner med at tage lidt billeder med fra denne jungle-tur, og det vil så være første gang de bliver vist offentligt. Måske ses vi derude?

19. maj 2012

Afsted mod Jungle Ultra!

Så er tiden kommet til at pakke udstyret igen!
Denne gang er det Amazonjunglen i Peru der lægger terræn til det 235 km. lange Jungle Ultra. Løbet består af 6 etaper (stages), hvor hver etape er på mellem 30 og 90 km. Der er tilmeldt omkring 50 løbere fra hele verden - deriblandt hele tre danskere!
Det bliver temmelig primitivt, men også intenst: Overnatning i junglen i hængekøje til lydene at nattens dyr! Færdsel af mudrede stier, forcering af floder og ikke mindst (igen!) brug af udstyr i fugtigt klima!
Dette foto har jeg skudt ved et andet jungle-løb: JungleMarathon i Brasilien.

Løbet arrangeres af Beyond The Ultimate, som også arrangerer både ørken- og bjergløb: Beyond The Ultimate website

Jeg har pakket min Lowepro Technical Vest, som jeg vil bære stort set hele tiden! I den vil jeg have to optikker (+ én på kamera= 3 ialt): 70-200mm 2.8, 16-35mm 2.8 samt fiskeøje 15mm - yderligere vil jeg have CF-kort, kompas, pandelampe, flash, lydoptager og ikke mindst en ´proviant-pose´. Sidstnævnte er en pose slik pakket på forhånd (jeg har pakket ti ialt), som indeholder vingummi+lakrids. Idéen er at jeg hver morgen inden starten går, pakker en sådan pose i vesten, og så kan jeg klare det meste af dagen(!), så længe jeg også drikker vand. Frokost er en luksus - ligesom løberne er jeg ude midt i junglen, så alt skal selv bæres! Om aftenen i campen, spises der frysetørret, som smager fint, og som er meget nemt at tilberede (blot kogende vand i folieposen) - vigtigst er det dog at det vejer og fylder meget lidt!
Junglen byder på vilde dyr - og lokale børn der nyder livet i naturen. Endnu et foto fra det brasilianske amazonas.

Mit job til Jungle Ultra, er at dokumentere løbet til glæde for alle deltagere. Jeg skal således ikke følge et bestemt hold, eller en bestemt løber, men sørge for at få billeder af alle, og fange stemningen løbet igennem - det bliver fascinerende! :-)

8. maj 2012

Adventure-fotograf - til vands, til lands og i luften!

Billedet er skudt fra gummibåd med påhængsmotor - én af mange måder at følge adventureracere på...

Ved Costa Rica Adventure Race fik mit udstyr for alvor tæsk! En heftig regnbyge (den vildeste jeg nogensinde har oplevet!) satte mit Canon Eos 7D på ´standby´- der poppede en fejlmeddelelse op, hvor der stod at jeg skulle slukke og fjerne batteriet(!). Kameraet havde fået seriøst meget vand, da jeg bare ikke kunne lade være med at tage billeder :-) Jeg havde hverken fryseposer eller regncover med til kameraet, da vejret faktisk var strålende! Hvem pokker kunne vide at regnen kunne komme så hurtigt (tropisk erfaring hermed gjort).
Et par dage før havde jeg haft samme kamera med under en rafting tur(!), med grad 3 strømfald. En lille frysepose havde dækket kameraet, men ikke optikken, som fik en del kondens/vand indenbords - og tilsidst var der ´whiteout´ i optikken. Da jeg senere satte anden optik på fungerede kameraet fint...
Men regnen satte altså 7D´eren ud af funktion. Jeg lod det tørre, og dagen efter startede det op en enkelt gang, men satte ud igen... No more 7D på den tur - godt jeg havde Canon Eos 1Ds med også - bortset fra at jeg gerne ville ha´ lavet noget video.
Test af udstyr: Med Canon Eos 7D på rafting!

Flere gange fulgte vi holdene til havs i enten mindre motorbåde eller gummibåde med påhængsmotor. Her gjaldt det om at holde sit udstyr tørt. Saltvand er ikke godt! Jeg havde en stor ´drybag´, som jeg proppede hele min rygsæk ned i. Når båden fór derud af i jagt på kajakker, slog bølgerne tit indover os...
Ved landgang ved øerne, kunne brændingen være så voldsom at vi måtte hoppe i vand til livet for at komme ind til bredden - igen: Drybag!
Flere af holdene havde problemer med at forcere den kraftige brænding...

Jeg fik også mulighed for at fotografere fra helikopter, da jeg fik en plads ved siden af filmfotografen fra WildRacers. Super oplevelse! Det larmede temmelig meget, men var en forrygende oplevelse - vi fløj først ud over bugten for at fotografere kajakker, og derefter henover junglen for at lede efter det førende hold - dog uden held. De var simpelthen umulige at se fra oven.
Costa Rica set fra helikopter!

Der var ikke plads til hverken min Lowepro Photo Sport-rygsæk eller min Lowepro Technical-vest, så jeg satte 16-35mm på kameraet, og tog en 70-200mm med i hånden(!). Det var lidt vildt at sidde med fødderne næsten udover kanten, med en sikkerhedssele som dem i flyene (klik, og den er åben!), og så med 70-200´eren liggende løst i skødet!

Det danske hold: Team Merrell Denmark på vej mod TA (Transition Area) - De padler i de to midterste kajakker.

Turen bød på en masse nye erfaringer - adventure racing er temmelig udfordrende at fotografere, da det foregår i meget forskellige miljøer. Du er nødt til at holde dit udstyr simpelt, og være forberedt på lidt af hvert: Vand, kryb, brændende sol, mudder og mørke. Du skal også sørge for at have proviant med, da man altid er på farten. Jeg havde lavet ´dagsposer´ med saltede peanuts og müslibarer.
Jeg fik også bekræftet flere af mine ´principper´: Min elskede Lowepro Technical Vest fungerede optimalt. Den var varm, men uundværlig. Når jeg har den på, føler jeg mig klar! Jeg har optikker (bl.a. fiskeøje), CF-kort, kompas, fryseposer, müslibarer, notesblok, lydoptager + mere. I min rygsæk (Lowepro Photo Sport 200 AW) havde jeg drybag, vanddunk, lange bukser+trøje til junglen, solcreme og insektmiddel (Deet).
Another day at the office...

Hjemme i DK - nærmest på vej ud af døren til Visual Service - opdager jeg til min glæde at der er liv i 7D´eren! Den starter op uden problemer, og alt fungerer! Vildt! Måske er det den tørre luft i flyet!? Anyway - pokkers godt udstyr de laver de Canon-gutter! Dog er det nok en god idé at få det tjekket inden jeg slæber det med til Amazon-junglen i Peru sidst i maj måned...

4. maj 2012

Sicilien - som turist, far og klatrer

Sønnike klatrer på topreb...

Mit Canon Eos 7D kom naturligvis med på familietur til Sicilien i Påsken. Det er rart engang imellem ´blot´ at skyde afslappede billeder af børnene der klatrer eller fjoller, af solnedgange, planter og smukke scenarier...

Samme bjerg i bugten - på forskellige tidspunkter, og med lidt varierende forgrund...

Noah - en supergod juniorklatrer, cruiser på de sicilianske klipper...

Det er altid dejligt at opdage at éns fotografiske ´nysgerrighed´ lever i bedste velgående! På sådanne ferieture nyder jeg at gå på opdagelse i solnedgangens skær, eller nær-studere en brumbasse der sværmer om valmuerne... Canons 100mm Macro står næst på ønskelisten - dét er en sjov verden at begive sig ind i!

Vi nåede også en tur op på vulkanen Etna - det var en interessant oplevelse :-)

Der lå stadig aske fra udbruddet, som fandt sted blot en uge før vi var der... Fascinerende og en smule skræmmende at tænke på hvilke kræfter der gemmer sig inden i jordens indre!

Alle billeder er skudt med Canon Eos 7D og Canon EFs 15-85mm IS - Et perfekt setup til ferie og andre situationer, hvor jeg ikke gider slæbe rundt på flere optikker.

26. apr. 2012

At fotografere adventure racing

Adventure racere på mountainbike, med pressebil ved siden - Costa Rica Adventure Race

Selvom man er ´på stedet´ er det ikke altid lige let at følge det hold, man er sendt ud for at følge. Som international presse er man nødt til at tro på at heldet er med én, således at man er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt! Nu er der måske nogen der tænker: "Hvad!? - Du skal da kunne følge dit hold?"
Adventure Racing er en temmelig besværlig sport at følge. Både som tilskuer, men også som mediemand. Her til Costa Rica Adventure Race er holdene ude non-stop i 5-6 dage(!) i terræn der tæller alt fra tæt jungle, hav (kajak), floder (rafting), grusveje (mountainbike/vandring). Løbets længde er over 500 km!!!

Adventure racing går ud på at hold af 4 personer, skal finde et antal poster (check points)ved hjælp af kort og kompas, (lidt ligesom en skattejagt). Undervejs kommer de til nogle poster, hvor de skal skifte fra vandring til cykling, eller fra cykling til kajak, eller noget helt tredie! Denne ´skattejagt´ kører dag og nat non-stop! Hvornår holdene vil sove (hvis de vil!), bestemmer de selv, og ofte er det i en grøftekant eller under et halvtag af en eller anden art!
Efterhånden som løbet skrider frem, bliver holdene spredt ud over de 500 km. Nogle hold er hurtigere end andre (et hold skal være sammen hele tiden - knækker én på holdet er holdet ude af konkurrencen), så på dag 3 er holdene spredt ud over et kæmpe areal.
Med moderne hjælpemidler som GPS kan man dog holde styr på dem, og følge hvert holds position, men dette kræver internetforbindelse, hvilket langt fra er til stede når man drøner rundt for at finde hold! Bedste hjælpemiddel til at finde hold er den såkaldte ´roadbook´(skattekortet), som fortæller hvor posterne er. Med den i hånden og et kort foran sig, kan man lave et kompetent gæt på hvilken vej holdet tager, og således forsøge at finde dem. Når holdet når en skiftepost hvor de f.eks. skal skifte til cykling, bliver dette registreret, således at man som mediemand ofte kan regne sig frem til hvornår de når en given post...

Min situation er at jeg kører rundt med et filmhold (WildRacers), som specifikt følger fire hold (men også løbet generelt) - ét af de fire hold er det danske hold Team Merrel Denmark som jeg følger. De burde være godt hjulpet af løbsledelsen med kort og lokale guider, men det har ikke fungeret optimalt hele tiden... Jeg er med som gæst (hvilket jeg er yderst taknemmelig for), men det er dybt frustrerende ikke at se sit hold i flere dage, velvidende at de er derude et sted!
Alternativt skulle jeg selv leje bil, få fat i kort, og så være uafhængig, men én ting er at fange holdet på land - når de så er på havet har jeg et problem (kunne leje båd?) - Det ville meget hurtigt blive en MEGET dyr affære at drøne sådan rundt på egen hånd. Det kan jeg gøre til danske adventure races, men ikke her... Og desuden vil jeg meget nødig fare vild i en centralamerikansk jungle :-)

Det førende hold på vej ned gennem flod - Costa Rica Adventure Race

Det er netop ´eventyr´-aspektet af adventure racing der gør det så spændende at følge. Så selvom det lyder vildt besværligt er det også vildt fascinerende! Når held og god planlægning endelig gør at man er det rigtige sted, er det jo super spændende motiver at fange med masser af action og dynamik - men også trætte racere...
Uforudsigligheden er helt klart et grundvilkår, som man som fotograf er nødt til at acceptere éthundrede procent hvis man vil fotografere adventure racing; ændring af planer fra time til time, være i marken fra tidlig morgen til sen nat, sove i bil, stå op midt om natten fordi et hold pludselig er set, vade gennem floder, mishandling af udstyr fordi man VIL fotografere i styrtregn, udholdelse af varme og fugt, huske at spise undervejs og drikke (vigtigt!), så man ikke går død. Det er bestemt ikke den letteste sport at følge, men helt klart den mest udfordrende og sjoveste!
Derfor er adventure racing fedt: Hvornår ville man ellers have muligheder for fotos som dette?

22. apr. 2012

Regn, regn, regnskov


I Costa Rica har jeg oplevet den vildeste regn nogensinde! I junglen, på vej ud efter at have set et pragtfuldt vandfald, begyndet det at styrte ned. Regndråber på størrelse med vindruer faldt med store kraftfulde plask - det tog til, himlen blev mørk og grå - lyden var massiv: Tunge, hurtige regndråber der falder på på blade, træer, buske og i vandløbene.
Den lille sti vi var vandret af, blev hurtigt oversvømmet, og fra højderne væltede det ned med vand. Flere steder måtte vi vade igennem knæ-dybt fossende vand for at krydse stien!
Det er ikke let at vise regn på billeder, men jeg forsøger alligevel...

Her står jeg - i styrtende regn - mellem mine ben står min tro følgesvend Lowepro Fastpack 350 med regnslag, og holder udstyret beskyttet. Jeg havde min 7D fremme i regnen, hvilket den ikke var helt tilfreds med. Det tog noget tid med at få den gennemtør og at få optikken fri for kondens...

Dagen efter befandt jeg mig i Puntarenas (turistby ved Stillehavet) og nød aftens sidste lys (+ lidt kunstigt lys). Herfra går starten på Costa Rica Adventure Race på mandag.
Lukkertid: 1/10 sekund (på stativ), blænde: F/2.8, iso: 1000

18. apr. 2012

Med Team Merrel Denmark i Costa Rica



Den opmærksomme læser vil jo nok tænke at det dér er da ikke Costa Rica... Nope, det er transit i New York på vej mod San José, Costa Rica.

Jeg skal følge Team Merrel Denmark under deres deltagelse i Costa Rica Adventure Race - Et nonstop race hvor de blandt andet skal trekke, mountainbike, river-rafte, padle kajak og lave forskellige reb-udfordringer. Løbet vil vist foregå over hele Costa Rica (som ikke er så stor en nation), i både jungle, på havet, på vulkaner(!) og på floder. Holdet ved ikke endnu hvordan ruten er eller hvilke udfordringer der venter dem. Sådan er adventure racing - holdet får først ´roadbooken´ lige før start. (Roadbooken fortæller hvor posterne er, og i hvilken rækkefølge de skal tages).
Løbet kører nonstop i fem dage, så det er en kæmpe udfordring der venter Team Merrel Denmark.

I dagene inden løbet akklimatiserer holdet ved at træne i højden, og ved at få erfaringer fra terrænet. Her er de oppe og trekke ved vulkanen Poas.

Er du interesseret i at se flere billeder og høre om holdets oplevelser, så tjek deres facebookside her:
Team Merrel Denmark - facebook - Der vil jeg, så vidt det er muligt med internetforbindelse - uploade billeder (i samarbejde med Jens Lundgren i DK, der følger holdet og skriver updates).